Der har altid været et fornuftigt antal af holdkonkurrencer i løbet af kalenderåret på en professionel tennissæson. Men på trods af tiljubel fra mange fans, kan de så overhovedet sammenlignes med de store Grand Slams? Det afhænger naturligvis af hvem du spørger, da det ikke er alle mennesker, der har den samme definition af succes, men der er en generel følelse, også selvom det ikke er universelt, at tennisturneringer der spilles som hold, er en kedelig omgang.

Den appellerende side i tennis som holdsport

Det er dog ikke alle tennis-holdkampe, der er fuldstændig håbløse og i mange tilfælde, får de alligevel pulsen højt op hos fansene. Davis Cup er et godt eksempel, og turneringen får opbakning af mange fans, der er yderst højlydte på stadionerne for de respektive lande. Hvis du skulle sammenligne det med en anden atmosfære i sportens verden, så kan det sammenlignes med golfens Ryder Cup.

Der er noget over holdturneringer i sport, hvor der størstedelen af sæsonen kæmpe i et individualistisk miljø, alligevel kan formå at opildne fans og spillere. Det normale etikette der følger sporten, ryger direkte ud af vinduet og i stedet for høflige fans med gode manerer, så bliver spillerne mødt af frygtindgydende og knap så tilgivende fans, der jagter blod. David Cup og i nogle tilfælde Fed Cup, er det ikke anderledes. Hjemmekampene for de mindre nationer er især vidne til ekstremt passionerede fans, og man vil ofte opleve de store overraskelser.

Som vi ofte ser, så er fansene helt oppe at køre, og de bidrager altså til, at spillerne får en større chance for at skabe en overraskelse. Både på den pæne og knap så pæne måde. Når det er sagt, så fungerer tennis som holdkampe helt fint, og det har en vigtig del af en tennissæson. Du kan være helt sikker på, at når der spilles Davis Cup finale i slutningen af november, så vil der være den samme passionerede atmosfære, når franskmændene skal forsøge at forsvare deres titel. De giver odds 1.90 til at gøre det, og er dermed favoritten foran kroaterne.

Det nuværende forsøg på at genoplive tennis som holdsport

På trods af at der er passionerede tilskuere, så har tennis holdkampe været i en nedadgående kurve i de seneste år, og der har været meget snak om, at det skal ændres. Det blev offentliggjort i august 2018, at Davis Cup ville få en ordentlig overhaling, der gør turneringen ukendelig. Ændringerne blev foretaget på grund af, at der var en følelse af, at Davis Cup tog for mange uger ud af kalenderen, og det forhindrede at verdens absolut bedste spillere ville deltage. Der har været mixede tilbagemeldinger på ændringerne, hvor en stjerne som Roger Federer udtrykte sin skuffelse, mens Novak Djokovic var fornøjet.

Det nye system betyder, at både hjemme og udekampe er skrottet, og nu spiller man i stedet på en neutral bane. Samtidig vil man i stedet for fire uger kunne afvikle Davis Cup over en uge, så man slipper for de mange rejser frem og tilbage.

Normalt er der kun en ting i hovedet på topspillerne i verden ved slutningen af sæsonen, og det er Australian Open i januar. For en spiller som Djokovic der giver odds 2.75 til at vinde i Melbourne i tennis betting, giver det muligheden for at sætte sæsonen ordentligt i gang og markere sig for resten af feltet. Disse ændringer giver muligheden for, at de store spillere kan give deres tid til begge events.

Det er tydeligt, at ITF forbundet mente, at det var nødvendigt med ændringer, hvis de gerne ville bevare deres elskede Davis Cup, og samtidig gøre det mere attraktivt for publikum. Men ved at gøre sådan, har de revet hjertet og sjælen ud af den 118-årige gamle turnering. I virkeligheden er det valget mellem pest eller cholera. Hvis Davis Cup var forblevet i den oprindelige form, så ville verdens bedste spillere fortsat vælge at springe over turneringen. Men ved at fjerne hjemme og udekampe, har ITF på egen hånd ødelagt den unikke stemning, der har været ved kampene i løbet af det sidste århundrede.

Der er en god chance for i øjeblikket, at man kan gøre holdtenniskampe mere publikumsvenlige, og det lader til, at der vil blive stablet endnu en holdtennisturnering på benene, der har samme struktur som den tidligere World Team Cup. Dette vil blive en 24-holds turnering med begyndelse i 2020, men der er ingen garanti for, at det bliver med de største spillere, heller ikke selvom det skulle blive en lukrativ turnering, da det reducerer deres pause fra tennis til blot fem uger.

Det føles næsten som om, at holdtenniskampe bliver presset ind i kalenderen af obligatoriske grunde i stedet for nødvendige grunde.

Den store forskel

Hvis du gik ned på gaden og spurgte hvem som helst, om Roger Federer nogensinde havde vundet Davis Cup, så ville de fleste formentlig kigge med et blankt blik. Spurgte du derimod selv de mindst interesserede sports fans, om Federer har vundet Wimbledon, så ville de fleste kunne svare med det samme. Holdkampe kommer langt efter Grand Slam turneringer, og det skyldes, at sejre i Davis Cup og Fed Cup slet ikke kan måle sig med at vinde en major. I slutningen af en spillers karriere, bliver de ikke bedømt på, hvor mange holdturneringer de har vundet, men hvor mange Grand Slams de vandt.

Når du tænker på de lange dueller mellem Federer og Nadal, så vil debatten altid lyde på, hvem der er den bedste. Et argument for eller i mod vil typisk lyde på, hvor mange Grand Slams de har vundet, og derfor ses Federer som den bedste. Der er dog ingen, der kan måle sig med Nadals overlegenhed på grus, hvor han giver odds 2.00 til at vinde French Open næste år, og det ligner, at han vil komme et skridt tættere på Federers rekord på 20 Grand Slams.

Det er i historik, at vi også skal finde årsagen til, at befolkningen mener, at Grand Slams har langt mere at skulle have sagt end holdturneringer.

Kigger man på dækningen af turneringerne, så er der langt mere dækning af Grand Slams, da sponsorerne får langt mere ud af det. Den støre forskel mellem succesen ved holdturneringer og Grand Slam går helt tilbage til begyndelsen af en spillers karriere.

Det er en meget ensom affære at vokse op som tennispiller, der sigter efter at blive blandt de allerstørste, og der er mange ofringer i løbet af en solokarriere. Verdensbedste tennisspillere blev skolet fra en ung alder til, at de skulle vinde på den individuelle scene for at avancere i deres karriere og på det personlige plan. Udover en god træner og støtte fra familien, skyldes succesen ene og alene det spilleren har præsteret på egen hånd, og der er ingen holdkammerater at takke for det.

På den måde er holdtennisturneringer meget fremmede for de bedste spillere i verden, og deres deltagelse eller mangel på deltagelse ved disse turneringer siger meget om det. Når alt er sagt og gjort, så gør spilleren, hvad der det bedste for den enkelte spiller. Vinde en Grand Slam er så svært, som det kan blive, især hvis man har været uheldig at spille i en tid med Federer, Nadal og Djokovic. Det ved spillerne godt, og derfor dedikerer de mere tid til singlemajors end noget andet.

Det er hovedårsagen til, at holdkampe uanset hvor passionerede fansene er, aldrig bliver ligeså succesfuldt som at spille en Grand Slam. Fans, kommentatorer og medierne vil se de bedste profiler vise deres evner i tennis, og du er nødt til at spille i Grand Slams, hvis du virkelig vil blive anerkendt.

Læs også
Unge mestre: Hvem er Tennissportens yngste Grand Slam Vindere?

Unge mestre: Hvem er Tennissportens yngste Grand Slam Vindere?

Hvilke underdogs kan få succes ved dette års US Open?

Hvilke underdogs kan få succes ved dette års US Open?

Hvordan forskellige spillere trives på forskellige underlag i tennis?

Hvordan forskellige spillere trives på forskellige underlag i tennis?

Tennis: Hvem vinder German Open?

Tennis: Hvem vinder German Open?

Wimbledon-finale: Novak Djokovic vs Kevin Anderson

Wimbledon-finale: Anderson vs Djokovic