Han bliver rost for at være én af de bedste lead-out-ryttere i verden. Michael Mørkøv kan servere sejren på et sølvfad til sine holdkammerater. Det har han bevist løb efter løb, og rigtig mange cykelryttere har haft gavn af hans unikke kompetence, når slutspurten skal sættes ind.

I denne artikel stiller vi skarpt på Michael Mørkøv og på det, han hidtil har opnået i sin cykelkarriere – og mere til.

 

Michael Mørkøvs cykelliv

Hvor mange sejre har Michael Mørkøv på CV’et?

Hvilke cykelhold har Mørkøv kørt for?

Hvor mange Grand Tours har Michael Mørkøv deltaget i?

Hvad får Michael Mørkøv i løn?

Hvor befinder Mørkøv sig på verdensranglisten?

 

Hvor mange sejre har Michael Mørkøv på CV’et?

Hvis vi starter med landevejscykling, har Mørkøv på nuværende tidspunkt, i 2021, fem sejre på CV’et. Hans antal af sejre røber allerede, hvilken type cykelrytter Mørkøv er.

Hans første professionelle sejr på en landevej var i 2013, da han blev kåret som Danmarksmester for første gang. Dengang var Mørkøv allerede en garvet cykelrytter på 28 år.

Samme år, i 2013, vandt Mørkøv også sin første og indtil videre eneste etapesejr i en Grand Tour, da han vandt sjette etape af Vuelta a Espana.

I skrivende stund er Michael Mørkøv blevet kåret som Danmarksmester tre gange – 2013, 2018 og senest i 2019.

Derudover har han en enkelt etapesejr i Post Danmark Rundt i 2015.

I banecykling, hvor Mørkøv også er OL-aktuel ved de Olympiske Lege i Tokyo 2021, er han to gange blevet kåret som verdensmester. Første gang i 2009 og senest i 2020.

 

Hvilke cykelhold har Mørkøv kørt for?

Michael Mørkøv kan prale med at have kørt professionelt cykelhold i over 15 år. Inden han hænger cyklen op på væggen og stiller cykelskoene på hylden, så tror vi, at Mørkøv cykler landevejene tynde frem til 2025. Så vil han nå op på de 20 år og blive én af de længstkørende cykelryttere i Danmarks cykelhistorie og måske overhale Lars Bak.

Fra 2005 og frem til 2009 cyklede Mørkøv for Team GLS.  I den periode gjorde Mørkøv sig selv meget bemærket, hvilket resulterede i, at Saxo Bank - med Bjarne Riis i spidsen – valgte at hente hjælperytteren til det danskejede hold i 2009. I hele syv år cyklede Mørkøv for Saxo Bank, og hvad holdet ellers kom til at hedde derefter.

I 2016 da Tinkoff (Saxo) ophørte, stod det russiske World Tour-hold Team Katusha klar med en kontrakt til den taktisk velfunderede cykelrytter.

Efter en toårig periode på det russiske hold ville Mørkøv andre veje. I en alder af 32 år skiftede Mørkøv i 2018 til det mest vindende hold i cykelsportens historie, nemlig belgiske Quick-Step. I 2021 forlængede Quick-Step og Mørkøv ægteskabet med hinanden frem til 2023. 

Hvor mange Grand Tours har Michael Mørkøv deltaget i?

Ifølge procyclingstats.com har Mørkøv cyklet intet mindre end 13 Grand Tours, inkl. Tour de France 2021. Mørkøvs Grand Tour-debut fandt sted i Italien i 2010, da han cyklede Giroen. To år senere fik han sin debut i verdens hårdeste og mest omtalte cykelløb, Tour de France.

På nuværende tidspunkt er det blevet til seks Tour de France-løb, tre løb i Giroen og fire løb i Vueltaen. Mørkøvs hidtil bedste placering i Touren er nummer 93. Han er to gange endt i top i en etape ved Tour de France, så en sejr i Touren lader sig vente på sig.

 

Hvad får Michael Mørkøv i løn?

Ifølge flere internationale medier tjener den gængse hjælperytter i omegnen af 3-5 millioner kr. om året i grundløn. Og når man pt. er én af de allerbedste hjælperyttere i cykelverden, vil vi mene, at Mørkøv har haft gode forudsætninger for at forhandle en større løn på plads.

Vi vil derfor umiddelbart mene, at Mørkøv får 4-5 millioner kr. om året.  I sin spæde start som professionel cykelrytter på et World tour-hold skulle Mørkøv have fået mellem 0,5-1 mio. kroner om året i grundløn.

 

Hvor befinder Mørkøv sig på verdensranglisten?

2021 er ikke slut endnu, men på nuværende tidspunkt er Mørkøv ved at køre én af sine bedste sæsoner hidtil. I midten af 2021 ligger han nummer 132. Der er dog stadig mange løb tilbage i 2021, som kan ændre på tingene for Mørkøvs vedkommende.

Hans hidtil bedste placering inden 2021 var i 2019, da han sluttede som nummer 141, hvor det blev til i alt 425 point. I midten af 2021 er han på 290.

 

*Credits: artiklens billede tilhører Associated Press/Christophe Ena

Først publiceret: d. 12. juli 2021

Om forfatteren
Af
Lasse

Lasse er freelance sportsskribent og stor sportsentusiast, som primært specialiserer sig inden for fodbold og esport. Generelt interesserer han sig inden for alt slags sport, men i øjeblikket har han kastet sin kærlighed på esport, som bare vokser og vokser. 

I 6 år har han kommenteret +600 fodboldkampe, hvor det er blevet til utallige fodboldkampe i Bundesligaen, Serie A, Europa League, Champions League og Superligaen, så han besidder et bredt og dybt kendskab til flere fodboldligaer. 
 

Læs også

Hestevæddeløb i Danmark

Joachim Blichfeld løn og ishockeyliv

Hvem bliver verdensmester i cykling 2022 - Betting tips

VM i landevejscykling 2022

Den danske cykelrytter, Mikkel Bjerg