Det er oftest klubtrænerne, der stjæler al opmærksomheden. Det meste af en fodboldsæson foregår jo også i klubberne, som nok er en af grundene til, at trænerne for fodboldklubberne får det meste af rampelyset.

Landstrænerne kommer kun ind i billedet, når der er slutrunder. På få måneder skal landstrænerne forsøge at bevise deres værd, og dette er ofte en utaknemmelig opgave. Selvom mange parametre spiller ind, når man skal vurdere de bedste landstrænere gennem tiden, har vi alligevel forsøgt at give det et skud. Nogle landstrænere har blandt andet haft meget bedre arbejdsvilkår i form af de enkelte spilleres kvalitet. Men er det nu også så let at styre 11 klassespillere? Det mener vi ikke.

888sports' aktuelle betting bonus

 

De bedste landstrænere i fodbold

Luiz Felipe Scolari

Vicente del Bosque

Joachim Löw

Didier Deschamps

Fernando Santos

 

Luiz Felipe Scolari

En af de mest respekterede landstrænere i dette 21. århundrede er uden tvivl den tidligere brasilianske og portugiske landstræner, Luiz Felipe Scolari.

Scolari landede sit første job som landstræner i 2001, da Brasilien havde brug for nyt liv. Scolari havde 13 kampe til at forme det brasilianske hold, inden VM 2002 skulle skydes i gang, og med i disse kampe sørgede han for, at Brasilien kvalificerede sig til VM. Syv kampe senere formåede Scolari at vinde Brasiliens femte VM. I skrivende stund er det også Brasiliens seneste VM-titel, hvilket efterhånden er fire VM-slutrunder siden.

I 2003 blev Scolari valgt til endnu en landstræner-gerning, da Portugal hyrede verdensmesteren. Det skulle vise sig at være tæt på en genialitet. Ved EM 2004 førte Scolari nemlig underdogs’ene Portugal frem til en EM-finale. Desværre skuffede hans spillere på banen, da Grækenland leverede en af de største EM-overraskelser i historien.

Ved VM i 2006 førte Scolari portugiserne til en flot VM-semifinale. Desværre tabte de kampen om tredjepladsen mod Tyskland. Med lidt mere held kunne Scolari have sikret Portugal deres første internationale titler.

 

Vicente del Bosque

Den mest vindende landstræner i fodboldens historie er Spaniens tidligere landstræner, Vicente del Bosque. Han vandt VM i 2010 og EM i 2012 med Spanien. Selvom Spanien dengang havde et stjernespækket mandskab, skulle del Bosque stadig få det til at fungere, eftersom holdet primært bestod af spillere fra de evige rivalklubber, Real Madrid og Barcelona. Det lykkedes dog på bedste vis.

Hele fire gange er han også blevet kåret til årets bedste landstræner i verden. Det skete første gang i 2009 og efterfølgende i 2010, 2012 og 2013.

I de 114 landskampe, del Bosque stod i spidsen for med Spanien, vandt han 89 gange. Han tabte kun 17 gange og spillede 8 uafgjorte. I alt blev det til et pointgennemsnit på 2,41. I den tid var Spanien også målmaskinen over dem alle. Spanien scorede 265 mål og lukkede sølle 87 mål ind.

Del Bosques præstationer med Spanien har fortjent en plads på denne liste.

 

Joachim Löw

Den hidtil længst siddende landstræner for en fodboldnation er Joachim Löw. Siden 2006 har Löw sat sit præg på det tyske landshold. Hans nuværende kontrakt løber frem sommeren 2021, hvilket umiddelbart også bliver endestationen for Löw, medmindre Tyskland går hen og vinder EM 2020 (2021).

Nogle vil måske mene, at Löw har fået for lang snor som tysk landstræner, men ikke desto mindre har han en fortjent VM-titel fra 2014, som han har kunnet leve længe på. Dengang forkælede tyskerne os med noget af det bedste landsholdsfodbold, verden nogensinde havde set. Blandt andet derfor blev Löw også kåret til årets landstræner i 2014. Selvsamme kåring fik han også i 2017.

Löw var også tæt på at føre tyskerne til en EM-titel i 2016, men endestationen blev Frankrig i semifinalen. Overordnet set har Löws præstationer været mere end godkendte, selvom VM i 2018 var en til glemmebogen, da tyskerne ikke gik videre fra deres gruppe.

I de 188 kampe, Löw i skrivende stund har ageret landstræner, har tyskerne vundet 120, tabt 31 og spillet 37 uafgjort. Dette har ført til et pointgennemsnit på 2,11.

Didier Deschamps

Han råder over nutidens største fodboldstjerner. Ingen fodboldnation har i skrivende stund så mange stjerner, som Frankrig har. Didier Deschamps har bevist, at han kan tøjle alle stjerner. Dette har førhen været et problem for Frankrig, men også for andre nationer som England og Brasilien.

Selvom Deschamps skuffende tabte EM-finalen i 2016 til Portugal, beviste han, at Frankrig var på vej tilbage til toppen af landsholdsfodbold. Det hele kulminerede så til VM i 2018, da Frankrig gik hele vejen. Fortjent blev Deschamps også valgt til årets landstræner.

Frankrig er frem mod EM 2020 (2021) én af favoritterne til at gå hele vejen, og dette er med god grund. Deschamps har i sin tid som fransk landstræner kun tabt 18 kampe ud af 108. 71 sejre er det blevet til. Dette har resulteret i et pointgennemsnit på 2,15.

 

Fernando Santos

Den sidste landstræner på listen er Portugals nuværende landstræner Fernando Santos. Han og Portugal tog fusen på alt og alle, da de i 2016 på utrolig vis vandt EM-finalen. Efter flere kampe, som skulle afgøres i straffespark, ville fodboldskæbnen Portugal det bedste.

Santos kan umiddelbart beholde landstrænerjobbet til evig tid, for EM-triumfen var Portugals første store trofæ i hele deres fodboldhistorie. Santos fulgte op med endnu et trofæ, da de vandt den første udgave af Nations League tilbage i 2019. Han vandt vores respekt efter de triumfer.

Santos er også begyndt at råde over et endnu bedre mandskab, end han gjorde i 2016. Det bliver spændende at se, om Portugal kan forsvare deres titel til sommeren 2021. De har i hvert fald en bedre chance, end de havde i 2016, og Santos har helt sikkert nogle esser i ærmet frem mod EM 2020 (2021). Oddset på dem til at vinde EM er i hvert fald værd at overveje. 

I skrivende stund har Santos et pointgennemsnit på 2,10 ud af 79 kampe. Det er i hans tid også kun blevet til 13 nederlag.

 

 

*Credits: artiklens billede tilhører Associated Press/Francisco Seco

Først publiceret: d. 15. februar 2021

Om forfatteren
Af
Lasse

Lasse er freelance sportsskribent og stor sportsentusiast, som primært specialiserer sig inden for fodbold og esport. Generelt interesserer han sig inden for alt slags sport, men i øjeblikket har han kastet sin kærlighed på esport, som bare vokser og vokser. 

I 6 år har han kommenteret +600 fodboldkampe, hvor det er blevet til utallige fodboldkampe i Bundesligaen, Serie A, Europa League, Champions League og Superligaen, så han besidder et bredt og dybt kendskab til flere fodboldligaer. 
 

Læs også

Hvad vil vi huske VM 2022 for?

Statistikker VM 2022 – afrunding

Nye VM-rekordholdere 2022

Optakt - VM-finalen 2022

Danskere på All Star-hold til slutrunder