76. Så mange gange har Brøndby IF og FC København mødt hinanden i Superligaen, siden Løvernes hold fra hovedstaden blev stiftet tilbage i 1992. Og det er langt fra nogen almindelig kamp som alle de andre. ”Slaget om København”. ”Hadets opgør”. ”New Firm”. Kampen mellem de to arvefjender er blevet kaldt mange ting gennem tiden, og det er uden tvivl et opgør, man ser frem til som spiller på et af de to hold. 888sport har kigget nærmere på, hvilke faktorer der afgør Københavner-derbyet.

Parken et (næsten) uindtageligt fort

888sport banner

De to mandskaber har gennem tiden mødt hinanden 39 gange i Parken, hvor slaget også skal stå den 19. februar. Og ”Byens hold” har tilsyneladende rigtig godt styr på Brøndby, når de blå-gule er blevet inviteret indenfor på Østerbro. Det er nemlig blevet til FCK-sejr i hele 23 af kampene, hvilket svarer til, at FC København har fået maksimal pointhøst i 59% af kampene på eget græstæppe. Det er faktisk lykkedes FCK at gå fra hjemmebanen med minimum et point i hele 82% af kampene, hvilket objektivt set må siges at være ganske imponerende i et arvefjendeopgør, hvor der er mere end bare point på spil. Den flotte statistik betyder derimod også, at gæsterne fra Brøndby IF kun har kunnet række armene i vejret som vindere i syv af de i alt 39 kampe i Parken. Ikke videre positiv læsning for Brøndbys fans inden det kommende møde.

Opsummeret: FC København vinder altså seks ud af 10 opgør, der spilles i Parken, mens Brøndby kun tager sejren med hjem i færre end hver femte kamp.

Vitale åbningsmål

Fem gange er ”New Firm” endt uden scoringer, men i de resterende 71 kampe har en af de vigtigste faktorer for at hive sejren i land tilsyneladende været at få scoret først. FC København har fået bolden først i nettet i 40 tilfælde, hvilket efterfølgende har ført til sejr 31 gange. Det betyder, at FCK har taget alle tre point i imponerende 77,5% af kampene, hvor de er kommet foran først. Kun én enkelt gang er Brøndby efterfølgende løbet med sejren. Det er ikke helt lykkedes Brøndby at omsætte deres 31 åbningsmål til helt lige så mange sejre som FCK. Det er dog alligevel blevet til 20 vigtige sejre til de gulblusede fra Vestegnen, hvilket betyder, at de har taget alle tre point i 64,5% af de kampe, hvor de har scoret kampens første mål. Bemærkelsesværdigt er det dog, at Brøndby rent faktisk er endt med at tabe seks af de 31 kampe, hvor de har scoret først.

Opsummeret: For begge klubber har det øget vinderchancerne betragteligt, når de har scoret kampens første mål. FC København lidt mere end Brøndby

Undgå dommerens sorte bog

Når der er mere end bare tre point på spil, og æren også bliver en faktor, så bliver der ofte gået mere til stålet end normalt inde på grønsværen. Men hvis man vil gøre sig forhåbninger om at vinde det prestigefyldte opgør, så bør man holde sig i skindet – hvad enten man er fra FC København eller Brøndby IF. Der er i alle 76 kampe mellem de to klubber blevet uddelt 12 røde kort og 252 gule, hvilket svarer til 3,51 kort per kamp. Det betyder, at det tilsyneladende bliver gået hårdere til værks i ”Hadets opgør”, da gennemsnittet for Superligaen generelt over alle sæsonerne ligger på 3,09 kort per kamp. Nå¬r man ser isoleret set på advarsler er det ganske ligeligt fordelt, da FCK har modtaget 120, mens Brøndby står noteret for 132. FC København er dog gået over stregen flest gange, da de har modtaget ni udvisninger, mens en Brøndby-spiller kun er blevet sendt tidligt i bad tre gange. Der er desuden en klar sammenhæng mellem antallet af advarsler og de to holds pointhøst. Når klubberne får lige mange advarsler, så kommer det FCK til gode, da de i de 17 opgør, hvor det er sket, har fået i gennemsnit 1,88 point. Til gengæld har de kun fået 1,54 point i gennemsnit i de 28 kampe, hvor de har fået flest advarsler. Brøndby har fået 1,21 point i gennemsnit, når FCK har modtaget flest advarsler, mens ”Vestegnens helte” kun har fået præcist 1 point i gennemsnit, når de to hold har fået lige mange advarsler.

Opsummeret: FC København henter flest point, når de to hold får lige mange advarsler, mens Brøndby skal håbe på flest FCK-advarsler

Kosmetiske BIF-overtidsscoringer

Kampene mellem FC København og Brøndby er i folks bevidsthed efterhånden blevet kendte for, at der ofte bliver scoret i det 90. minut eller senere. Og det er da også sket i 14 af de 76 opgør, hvilket svarer til lidt oftere end hver femte kamp. Sidste gang det skete var den 8. marts i 2015, hvor Thomas Delaney cementerede FCK’s 3-1 sejr hjemme i Parken. Og det er da også FC København, der har haft mest held til at score til allersidst i kampene. 11 gange er det lykkedes at få bolden ind bag Brøndbys keeper, efter at stadionuret har rundet de 90 minutter. I Brøndbys tilfælde er det derimod kun lykkedes tre gange i løbet af de 76 opgør. Og måske er der én god grund til, at Brøndby ikke gør sig så meget i overtidsscoringer. Den efterfølgende pointhøst. For ingen af de tre gange, hvor Brøndby har scoret i overtiden har det betydet point til Vestegnen - det har alle gangene været rent kosmetisk. Til gengæld har FCK skaffet fire sejre og en enkelt uafgjort ved hjælp af deres 11 overtidsscoringer.

Opsummeret: Fem ud af elleve gange, har FCK reddet point med scoringer i overtiden. Brøndbys tre overtidsscoringer har udelukkende pyntet på resultatet.


FCK skal håbe på fyldt Parken

Når de to mandskaber løber på banen i Telia Parken i dette forårs første Superliga-runde, så skal især Brøndby håbe på, at der ikke kommer særligt mange mennesker på lægterne. Det har nemlig været ganske lige, når der har været under 20.000 tilskuere i Parken. Her er det i fem opgør blevet til to FCK-sejre, to uafgjorte og en enkelt Brøndby-sejr. De gange, der derimod har været over 20.000 i ”Løvens hule”, så har Brøndby kun taget sejren med hjem til Vestegnen seks gange ud af i alt 34 kampe. Og det må også give en hel del ro i sindet hos FCK’s fans, da FC København har vundet hele 21 ud af de 34 kampe, der er blevet spillet i Parken foran mere end 20.000 tilskuere.

Den 19. februar skal FC København altså håbe på, at der kommer så mange mennesker i Parken som muligt, da det vil øge deres vinderchancer, mens Brøndby skal håbe på under 20.000 besøgende.

 

Er 2-0 den farligste føring?

Hvis det utænkelige skulle ske, at ens hold kommer bagud, så finder man som fan ofte håb i overtro og diverse myter. En af disse stammer tilbage fra Danmarks egen guld-træner Richard Møller Nielsen, der har udtalt, at 2-0 er den farligste føring. Men betyder det så, at du kan finde håb i ”Ricardos” berømte ord, hvis dit hold kommer bagud med 2-0 i det kommende ”New Firm”? Desværre, nej! For selv om det i alle 76 kampe er sket 22 gange, at et af de to hold rent faktisk er kommet foran med 2-0, så er det også endt med en sejr til selvsamme hold i alle 22 tilfælde.

Opsummeret: 2-0 er en sikker føring i Københavner-derbyet.

Alle disse iagttagelser betyder derfor, at opskriften på at vinde ”Slaget om København” er som følger: Kom foran 1-0 i en kamp, hvor dit hold sørger for at modtage så få kort som muligt. Hvis du holder med FCK bør du håbe på minimum 20.000 tilskuere i Parken, mens du som Brøndby-fan skal håbe på færre end 20.000 på lægterne. Når dit hold er kommet foran, skal de gå benhårdt efter 2-0 scoringen, hvilket sandsynligvis vil ende med at sikre sejren. Til sidst kan et af holdene så også score i overtiden for at holde ”tradition” om overtidsscoringer i ”New Firm” ved lige.

Læs også

Hvad vil vi huske VM 2022 for?

Statistikker VM 2022 – afrunding

Nye VM-rekordholdere 2022

Optakt - VM-finalen 2022

Danskere på All Star-hold til slutrunder