Den 18. april 2021 blev det officielt, at fodboldverden skulle byde en ny turnering velkommen, nemlig den europæiske Super League.

I efterhånden en del år har der i ny og næ været snak om, at en ny fodboldturnering skulle se dagens lys, men i første omgang troede alle bare, at det var rygter. Efter de seneste dage har disse rygter dog vist sig at være sande, hvilket har rystet fodboldverdens grundvold.

 

Den europæiske Super League

Hvad er Super League?

Hvilke fodboldklubber står bag Super League?

Hvem bliver en del af Super Leagues bestyrelse?

Hvordan bliver Super League finansieret?

Formatet i Super League

Hvorfor er Super League blevet stiftet nu?

Hvad synes folk om den nye Super League?

Hvad kommer Super League til at betyde for Champions League?

 

Hvad er Super League?

Simpelt formuleret, så er Super League en ny europæisk fodboldturnering, som mest af alt ligner en fodboldturnering som Champions League, hvor 15, måske 20, af Europas førende og største fodboldklubber skal konkurrere om at blive de nye Super League-mestre.

Super League skal betragtes som den mest prestigefulde fodboldturnering, eftersom kun de bedste og største fodboldklubber får lov til at deltage. Fodboldklubben, der vinder denne turnering, kan hyldes som verdens bedste fodboldklub. Ja, det lyder meget som Champions League, med bare endnu stærkere konkurrence og måske mere underholdende fodbold.

Ifølge turneringens regelsæt bliver de 12 grundlæggende fodboldklubber (det kommer vi mere ind på i næste afsnit) altid garanteret en plads i Super League. Det bliver derfor ikke muligt for disse 12 klubber at ryge ud af turneringen. Dette format kender vi blandt andet fra NFL og NBA. Disse 12 klubber vil i de næste 23 år være en fast bestanddel af Super League. Ifølge flere kilder vil disse 12 klubber modtage et svimlende beløb på ca. 26 mia. kr. hvis de forpligter sig til Super League-konceptet.

 

Hvilke fodboldklubber står bag Super League?

Ifølge de seneste nyheder, og som tidligere nævnt, har 12 fodboldklubber på tværs af Europa meldt sig klar til den europæiske Super League.

Fra Premier League har følgende tilmeldt sig:

  • Manchester United
  • Liverpool¨
  • Arsenal
  • Chelsea
  • Manchester City
  • Tottenham

Disse La Liga-klubber deltager i Super League:

  • Real Madrid
  • FC Barcelona
  • Atletico Madrid

Disse Serie A-klubber deltager i Super League:

  • Juventus
  • AC Milan
  • Inter

Dortmund og Bayern München har på nuværende tidspunkt taget afstand fra den nye europæiske Super League. Det samme gør stort set alle andre europæiske fodboldklubber, inklusiv FC København og FC Midtjylland. Paris Saint Germain har også nægtet at deltage i Super League - i hvert fald indtil videre.

 

Hvem bliver en del af Super Leagues bestyrelse?

Det er blevet bekræftet, at det bliver Real Madrids nuværende præsident, Florentino Perez, som bliver formand for Super League.

Perez kommer dog ikke til at sidde alene i bestyrelsen, han vil nemlig blive repræsenteret af næstformændene, Andrea Agnelli, nuværende formand for Juventus, samt Manchester Uniteds ejer Joel Glazer.

Hvordan bliver Super League finansieret?

Den amerikanske bank JP Morgan har allerede meldt sig som storsponsor til det nye europæiske Super League-projekt. De står klar med omkring 30 mia. kr. for at få Super League oprettet.

I forlængelse af dette ville udbrudsklubberne modtage omkring 26 mia. kr. ved at deltage og støtte planerne omkring Super League.

 

Formatet i Super League

Ifølge Super Leagues officielle hjemmeside vil Super League, som tidligere nævnt, bestå af 20 af Europas største fodboldklubber, hvoraf 15 fodboldklubber er fast inventar, mens de resterende fem fodboldklubber skal kvalificere sig til Super League hvert år.

Super League-strukturen skulle efter sigende lyde på to grupper af 10 fodboldklubber med ude- og hjemmekampe i hver gruppe og i hver sæson.

Ifølge Super Leagues hjemmeside vil otte klubber kvalificere sig til knockout-fasen, indtil der kun er to klubber tilbage, som skal kæmpe om Super League-mesterskabet. Kampene vil blive spillet i midtugen og alle klubber vil forblive i deres hjemlige ligaer.

Lige præcis den pointe er interessant, eftersom Premier League og UEFA har meldt ud, at disse fodboldklubber med al sandsynlighed vil blive smidt ud af andre turneringer, som de deltager i. En juridisk kamp står for døren.

 

Hvorfor er Super League blevet stiftet nu?

Flere kilder hævder, at de 12 stiftende klubber har været stærkt involveret i planlægningen af Super League, hvorefter Super League så dagens lys den 18. april 2021.

De stiftende klubber og formændene i Super League hævder, at stiftelsen er blevet fremskyndet på grund af et ustabilt fundament i den nuværende europæiske fodboldmodel.

Desuden tror de 12 stiftende klubber, at Super League opfylder målet om at forbedre kvaliteten af europæisk fodbold. Det nye Super League-format skal please topklubberne og spillerne, så de regelmæssigt kan konkurrere på højt niveau.

Kritikken har dog haglet ned over Super League de seneste dage, og den nye turnering har givet et gevaldigt tilbageslag for de 12 stiftende fodboldklubber. Især økonomisk grådighed er blevet nævnt som hovedårsagen til stiftelsen af Super League.

Ifølge flere kilder vil de deltagende fodboldklubber i Super League modtage enorme pengesummer, og som gør pengebeløbene i Champions League til grin.

 

Hvad er der blevet sagt om den nye Super League?

Real Madrids præsident Florentino Perez har ytret, at Super League vil være til hjælp for fodbold på alle niveauer og føre fodbolden op på sin retmæssige plads i sportsverden, nemlig på toppen. Dertil supplerede han med, at fodbold er den eneste sportsgren med over fire milliarder fans, og det er topklubbernes ansvar at tilfredsstille disse fans.

Andrea Agenlli og Joel Glazer nævner i øvrigt også, at de ønsker at løfte fodbold til nye højder og dermed fremtidssikre fodboldens eksistens i mere end 100 år frem. De vil give fodboldfansene det, de altid har hungret efter, nemlig at se de bedste klubber konkurrere mod hinanden hver uge.

Flere tidligere topspillere har ytret det modsatte. Blandt andet Gary Neville har ytret sin store utilfredshed på sin sociale medier. Michael Laudrup følger trop, hvilket tusindvis af andre tidligere fodboldstjerner også gør.

DBU, FC Midtjylland og FC København mener også, at Super League er et usolidarisk tiltag, som forhåbentlig aldrig bliver en realitet.

 

Hvad kommer Super League til at betyde for Champions League?

Stiftelsen af den europæiske Super League vil i princippet erstatte Champions League. Netop derfor har UEFA forsøgt at mane forslaget til jord, også hvis det kræver juridiske sanktioner osv.

Stiftelsen af Super League skete den 18. april, og 24 timer efter blev det nye Champions League-format offentliggjort, som skulle være et kompromis for de 12 stiftende klubber af Super League, da Champions League kommer til at indeholde flere kampe, men også flere hold.

Ifølge flere medier skal det nye Champions League-format træde i kraft i 2024 med en udvidelse fra 32 til 36 Champions League-hold og et stigende antal kampe fra 125 til 225.

Desuden vil det nye CL-format favorisere mange af de klubber, som nu er centrale for Super League. UEFA vil tilbyde fire kvalifikationspladser baseret ud fra, hvordan holdene har præsteret i turneringen i den foregående sæson.

Desværre for alle fodboldfans over hele verden ser det ud til, at dette nye CL-format ikke var revolutionerende nok for Europas største klubber - eller skulle vi nærmere sige ejere, da både fans, spillere og trænere virker til at være blevet taget til gidsler i denne debat om den nye udbryderliga.

 

 

*Credits: artiklens billede tilhører Associated Press/Alastair Grant

Først publiceret: d. 19. april 2021

Om forfatteren
Af
Lasse

Lasse er freelance sportsskribent og stor sportsentusiast, som primært specialiserer sig inden for fodbold og esport. Generelt interesserer han sig inden for alt slags sport, men i øjeblikket har han kastet sin kærlighed på esport, som bare vokser og vokser. 

I 6 år har han kommenteret +600 fodboldkampe, hvor det er blevet til utallige fodboldkampe i Bundesligaen, Serie A, Europa League, Champions League og Superligaen, så han besidder et bredt og dybt kendskab til flere fodboldligaer. 
 

Læs også

Hvad vil vi huske VM 2022 for?

Statistikker VM 2022 – afrunding

Nye VM-rekordholdere 2022

Optakt - VM-finalen 2022

Danskere på All Star-hold til slutrunder