De fleste i dagens Danmark kender stadig Jesper Grønkjær, også selvom han sluttede sin aktive og flotte fodboldkarriere tilbage 2011. De færreste kan dog præcis huske, hvad Jesper Grønkjær opnåede i sin tid som professionel fodboldspiller. Netop det vil vi forsøge at opsummere i korte træk.

Blot for at forstå, hvilken stor dansk fodboldspiller Jesper Grønkjær egentlig var, er det nok at tage et kig på hans CV, og at Jesper Grønkjær i 2022 blev kåret som den bedste midtbanespiller i Superligaen nogensinde af fodboldmediet Onside. Jesper Grønkjær var for god til den danske Superliga, men fortæller diverse tal også det? Lad os finde ud af det om et øjeblik.

 

Jesper Grønkjærs fodboldkarriere

Jesper Grønkjær i landsholdsregi

Jesper Grønkjær i Superligaen

Jesper Grønkjær i udlandet

Hvor mange titler vandt Jesper Grønkjær?

Hvad laver Jesper Grønkjær i dag?

 

Jesper Grønkjær i landsholdsregi

Allerede som 16-årig besad Jesper Grønkjær et særligt fodboldtalent, og derfor blev han også udtaget til det danske U16-landshold i 1993. Evnerne på fodboldbanen udviklede sig fortsat for Grønkjær op igennem teenageårene, hvilket betød utallige landskampe for U17, U19 og U21-landsholdet – han nåede samlet op på 64 U-landskampe.

I en alder af 21 år fik Jesper Grønkjær debut på det danske A-landshold i en EM-kvalifikationskamp mod selveste Italien i 1999. Efter debuten blev Jesper Grønkjær en fast bestanddel af det danske A-landshold. I 2010 ved VM i Sydafrika spillede Grønkjær sin 80. landskamp, hvilket også blev hans sidste i hans landsholdskarriere. Fem mål nåede Grønkjær at score på A-landsholdet. Desuden blev det til to VM- og EM-slutrunder.

jesper grønkjær

 

Jesper Grønkjær i Superligaen

I 1995, da Jesper Grønkjær var tæt på at være fyldt de 18 år, fik han superligadebut for de daværende danske mestre, AaB. Fra 1995 og frem til 1998 spillede Grønkjær i AaB, hvor det i alt blev til 86 superligakampe, samt 10 mål, for AaB.

Efter flere år hos nogle store adresser i udlandet vendte Jesper Grønkjær i 2006 noget overraskende tilbage til den danske Superliga. Grønkjær tog Superligaen med storm, men kun fordi vi kan huske, hvordan han dominerede modstanderne i sin venstre side. Dominansen fandt sted fra 2006 og frem til 2011. Alligevel blev vi noget overrasket, da vi så, at Jesper Grønkjærs superligatal ikke levede op til forventningerne – i hvert fald sammenlignet med, hvor god han egentlig var på banen. Jesper Grønkjær nåede i sine fem sæsoner i FCK at score 16 superligamål og levere 17 assists. Alt skal dog ikke handle om statistikker – men stadigvæk – vi mindes, at det var højere. Grønkjærs bedste sæson, målt på assist og mål, var hans første sæson i FCK 06/07, hvor han scorede fem mål og leverede ni assists.

Jesper Grønkjær nåede at spille 114 superligakampe i FCK-trøjen, hvilket betød, at han samlet nåede op på 200 superligakampe i sin fodboldkarriere.

grønkjær

 

Jesper Grønkjær i udlandet

Det var som sagt en stor overraskelse, da Grønkjær i en relativt ung fodboldalder valgte at skifte tilbage til den danske Superliga. Hans CV fortæller nemlig det hele. Grønkjær var forbi nogle store adresser, da han var i udlandet, og derfor var det noget af en profil, FCK hentede til klubben tilbage i 2006.

Grønkjærs første udenlandske klub var den største klub i Holland, Ajax Amsterdam. I 1998 blev han hentet til klubben på en femårig aftale. Kort efter sin ankomst fik han allerede masser af spilletid. I sin første sæson blev det til 25 kampe i Æresdivisionen, hvortil han scorede otte mål. Ifølge transfermarkt.com nåede Grønkjær at spille i alt 70 kampe for Ajax, samt score 16 mål og levere bolden på et sølvfad syv gange i forskellige turneringer

Jesper Grønkjær havde skabt sig et navn i fodbold-Europa, og i 2000 blev han den hidtil dyreste fodbolddansker nogensinde, da han blev solgt til Chelsea for omkring 90-100 mio. kroner. En femårig aftale med Chelsea blev indgået, og ifølge engelske medier skulle Grønkjær dengang have tjent i omegnen af 13-15 mio. kr. om året. Fra 2000 og frem til 2004 spillede Grønkjær 119 kampe for Chelsea, hvor han scorede 11 mål og servicerede en målscorer 14 gange – ganske udmærket for Grønkjær.

I 2004 blev Grønkjær solgt til en anden Premier League-klub, Birmingham City. Det blev dog kun til en enkelt sæson i Birmingham, hvorefter han drog til den spanske hovedstad Madrid, hvor han skulle tørne ud for Atletico Madrid. Atletico måtte slippe omkring 15 mio. kroner for at få fingrene i Grønkjær. En aftale på to et halvt år blev indgået, men allerede efter den første sæson røg Grønkjær igen videre i systemet. Grønkjær nåede at spille i alt 17 kampe for Atletico.

Stuttgart blev Grønkjærs sidste udenlandske destination, inden han vendte hjem til Superligaen i 2006. Igen blev det til et kort ophold for Grønkjær, der kun nåede at spille en enkelt sæson i Bundesligaen. 35 kampe nåede Grønkjær at spille for Stuttgart.

jesper grønkjær

 

Hvor mange titler vandt Jesper Grønkjær?

I de fem sæsoner, Jesper Grønkjær spillede i FCK, vandt han det danske mesterskab i fire af sæsonerne. Fra 09 og frem til 2011 blev Grønkjær og FCK danske mestre tre år i træk. Dominansen var tydelig. I FCK vandt han også én pokaltitel.

Grønkjærs første titel vandt han dog i Holland, hvor han i 97/98 blev hollandsk mester og pokalmester med Ajax Amsterdam. Året efter i 98/99 blev Grønkjær igen pokalmester med Ajax.

Grønkjær nåede samlet at vinde otte titler i sin aktive fodboldkarriere.

 

Hvad laver Jesper Grønkjær i dag?

Efter Grønkjær stoppede sin aktive fodboldkarriere, blev han fodboldekspert og kommentator, hvilket han stadig er i 2022. Hans fodboldekspertise er ikke til tage at tage fejl af, når han spillet 29 Champions League-kampe og haft spilletid i de største fodboldligaer i Europa.

 

*Credits: artiklens billeder tilhører Associated Press

*Først publiceret: d. 20. maj 2022*

Om forfatteren
Af
Lasse

Lasse er freelance sportsskribent og stor sportsentusiast, som primært specialiserer sig inden for fodbold og esport. Generelt interesserer han sig inden for alt slags sport, men i øjeblikket har han kastet sin kærlighed på esport, som bare vokser og vokser. 

I 6 år har han kommenteret +600 fodboldkampe, hvor det er blevet til utallige fodboldkampe i Bundesligaen, Serie A, Europa League, Champions League og Superligaen, så han besidder et bredt og dybt kendskab til flere fodboldligaer. 
 

Læs også

Hvad vil vi huske VM 2022 for?

Statistikker VM 2022 – afrunding

Nye VM-rekordholdere 2022

Optakt - VM-finalen 2022

Danskere på All Star-hold til slutrunder