Forestil dig, at man afholdt en eksklusiv Champions League-vinderturnering, hvor kun de mest succesfulde hold kunne deltage. En turnering mellem de allerbedste; Real Madrid, Barcelona, Bayern München og så videre.
Hvem tror du ville blive den ultimative vinder? Det kommer vi med et bud på i denne artikel.
De mest succesfulde hold defineres som de hold, der har vundet flest Champions League-trofæer fra år 2000 og frem til nu.
Fra 2000-2017 har de mest vindende hold i Champions League været følgende:
- Real Madrid (5 trofæer)
- Barcelona (4 trofæer)
- Bayern München (2 trofæer)
- AC Milan (2 trofæer)
- Inter (1 trofæ)
- Manchester United ( 1 trofæ)
- Liverpool (1 trofæ)
- Porto (1 trofæ)
Real Madrid er de forsvarende mestre, da holdet har vundet Champions League-titlen to gange i træk i løbet af de seneste to år. Los Blancos vil gøre alt for at få fat i titlen for tredje gang i træk denne sæson, men ville de også stryge til tops i en eksklusiv turnering mellem de bedste mestre?
Læs videre nedenfor for at finde ud af det.
FC Porto
Porto vandt Champions League-trofæet tilbage i 2003/04-sæsonen, da de slog franske Monaco 3-0 i finalen. På daværende tidspunkt var holdet styret af den karismatiske Jose Mourinho, som er en af verdens mest succesfulde fodboldtrænere nogensinde. Under Mourinhos regeringstid i starten af 00'erne gennemgik Porto en sand storhedstid - uden tvivl den mest mindeværdige i klubbens historie.
Men siden Mourinho forlod Porto og sit portugisiske hjemland til fordel for engelsk Premier League-fodbold efter 03/04-sæsonen, begyndte tingene langsomt at gå nedad for Portos vedkommende. Klubben har siden været plaget af et stort antal trænerskift, og i nutidens Champions League er holdet ikke umiddelbart kendt for at udgøre en kæmpe trussel. Som regel er forventningen, at Azuis e brancos bliver banket ud i gruppespillene, eller maksimalt når de til ottendedelsfinalerne for så at blive slået ud dér.
I denne sæson har holdet vundet to ud af fem spillede kampe i det indledende gruppespil, mens de også har tabt to. Disse resultater taler lidt for sig selv; Porto har ikke længere særlig gode muligheder for at vinde en Champions League-titel - og det samme ville gøre sig gældende i en eksklusiv turnering bestående af mestrene.
Placering: 8. plads
AC Milan
Siden år 2000 har et af Italiens mest elskede fodboldhold, AC Milan, vundet Champions League titlen to gange - henholdsvis i 2002/03 og i 2006/07.
Rossoneri har dog ikke vist sit ansigt i den bedste europæiske turnering siden 2013/14. Det fire-årige fravær ville nemt kunne skabe problemer for holdet i eksklusiv turnering, og også i kampe mod kendte modstandere såsom Inter, der er rigtig stærke for tiden, ville AC Milan få svært ved at sejre. Dette viste sig også at være sandt i de to derbyholds seneste opgør den 15. oktober, hvor Inter vandt overlegent med 3-2 på San Siro, efter et hattrick af Mauro Icardi.
I Serie A i denne har milaneserne generelt fået en skuffende start på sæsonen, og er lige nu placeret i midten af ligatabellen. Deres hold mangler konsistens og mere selvtillid, og derfor mener vi på nuværende tidspunkt ikke, at AC Milan ville komme særlig langt i en eksklusiv mester-turnering.
Placering: 7. plads
Liverpool
The Reds vandt Champions League turneringen i 2004/05, dengang hvor Steven Gerrard var anfører, og Rafael Benítez var klubbens succesfulde manager.
Siden titlen har Liverpools præstationer i Champions League dog ikke været noget at råbe hurra for. Holdet har misset en plads i mesterligaen flere gange i løbet af de seneste år - de var for eksempel slet ikke med i hverken 15/16- eller 16/17-sæsonerne. I 2014/15-turneringen lykkedes det Merseyside-klubben at kvalificere sig, men allerede i de indledende gruppespil blev holdet banket ud af turneringen.
I 2017/18 sæsonen er det endeligt lykkedes Liverpool, der nu har tyske Jürgen Klopp som træner, at komme med i Champions League igen. I løbet af de fem første spillerunder er holdet stadig ubesejret med to sejer og tre uafgjorte, og er lige nu placeret i blandt toppen af Gruppe E. Deres 7-0-sejr over Maribor var en overlegen performance, der har givet spillerne et selvtillidsboost, mens 3-3-kampen mod Sevilla må efterlade en mærkelig fornemmelse hos spillerne.
Men hvor langt ville klubben komme i en eksklusiv mester-udgave af turneringen? Selvom Liverpool mandskabet består af flere interessante spillere som Philippe Coutinho, Roberto Firmino og Mohamed Salah, så besidder den engelske klub ikke et fodboldspil, der er truende nok til at få dem langt i en eksklusiv turnering.
Placering: 6. plads
Inter
Inter blev Champions League-mestre tilbage i 2009/10 sæsonen. Selvom holdet ikke er med i dette års Champions League, er Nerrazzuri bestemt ikke et hold, som bør undervurderes. Lige nu er Inter et af de bedstspillende hold i Serie A; aktuelt er de placeret i toppen af den italienske ligatabel - blandt andet takket være holdets farlige angriber, Mauro Icardi, der har scoret 13 mål i løbet af 13 spillerunder.
Det er dog ved at være længe siden, at Inter har været med i Champions League. Sidste gang var tilbage i 2011/12-sæsonen. Det langvarige fravær fra den europæiske topturnering gør, at Inter - ligesom AC Milan - ikke har været vant til at spille mod Europas bedste hold inden for de seneste år, og dette vil før eller senere volde problemer for dem i en eksklusiv Champions League-vinderturnering.
Placering: 5. plads
Manchester United
Tilbage i 2007/08-sæsonen var Manchester United en af Europas absolut stærkeste fodboldklubber, hvilket blev bevist, da holdet både vandt det engelske mesterskab og Champions League-trofæet i samme sæson. Slutningen af 00'erne var nogle af The Red Devils' mest gyldne år - det var dengang, hvor manager Alex Ferguson styrede holdet med hård hånd, og Cristiano Ronaldo stadig spillede på Old Trafford.
Siden Fergusons afgang tilbage i 2013 har den nordengelske klub haft en lidt svingende periode, men i 2017/18-sæsonen er Manchester United dog atter kommet tilbage på rette kurs. Lige nu ligger de i toppen af Premier League-tabellen, og også i Champions League er holdet kommet fremragende fra start; indtil videre har de vundet alle deres kampe i de indledende gruppespil, og har dermed placeret sig i toppen af Gruppe A.
Selve Manchester United truppen udgøres af nogle både interessante og stærke spillere. En person, der især har gjort sig bemærket denne sæson, er den nyindkøbte angriber, Romelu Lukaku, der er blandt topscorerne i Premier League, og som også har stået bag tre af Manchester Uniteds mål i mesterligaen. Dertil kommer den ambitiøse Jose Mourinho, der første klubben til triumf i Europa League sidste år. Alt i alt udgør Manchester United et frygtindgydende hold denne sæson - både i England og Europa - og derfor ville de også have gode muligheder for at komme langt i en eksklusiv mester-turnering - efter vores mening helt til semifinalerne.
Placering: 4. plads
Barcelona
Der er ikke så meget at sige om Barcelona, andet end at det er et af de bedste og mest karismatiske hold i verden. Blaugrana vandt senest en Champions League-titel i 2014/15, da de slog Juventus i finalen - men siden da er det gået lidt ned af bakke for Lionel Messi og co. Både i 15/16- og 16/17-udgaverne af Champions League røg holdet ud i kvartfinalerne, mens de i 11/12- og 12/13-sæsonerne blev banket ud i semifinalerne.
Barcelona er derfor ikke altid et 100% tilregneligt hold, når det kommer til internationale fodboldturneringer - som minimum kommer de altid med i kvartfinalerne, men herefter ved man ikke rigtig, hvad der sker.
I Champions League i denne sæson har det catalonske hold dog fået en god start på turneringen; pt er de ubesejrede og ligger i toppen af Gruppe D. Lionel Messi er som altid i god form, og han har stået bag tre af holdets mål i gruppespillet. Også det nyindkøbte ungdomstalent, Ousmane Dembele, kan blive en mulig nøglespiller i år.
I en eksklusiv vinderturnering blandt Champions League-mestrene ville Barcelona sagtens kunne nå til semifinalerne, men en finaleplads ville ikke være i holdets favør; sammenlignet med hold som Real Madrid og Bayern München mangler Barcelona lige det der ekstra, som de andre hold har, og en tredjeplads er derfor det mest realistiske i vores optik.
Placering: 3. plads
Bayern München
Bayern München vandt senest en Champions League titel i 2012/13-sæsonen, og i de efterfølgende sæsoner er det altid lykkedes den tyske storklub at nå enten helt til kvartfinalerne (sæson 16/17) eller semifinalerne (sæsonerne 13/14, 14/15 og 15/16).
Statistisk er Bayern München altså et af de stærkeste og mest favorable Champions League hold - og det samme gør sig gældende i den tyske Bundesliga, hvor Die Roten har vundet mesterskabet de seneste fem år i træk.
Selvom Bayern München har været ramt af en mindre trænerkrise i 17/18-sæsonen - da de tidligere på efteråret måtte fyre italienske Carlo Ancelotti - så ændrer det ikke på, at holdet er et af de stærkeste i Europa. Spillestilen er fysisk hård og direkte, især i den offensive midtbane og angrebet, hvor man finder stjernespillere som Robert Lewandowski, Thomas Müller, Arjen Robben og mange flere.
Bayern München-spillerne har fået et nyt pust, efter trænerlegenden Jupp Heynckes er vendt tilbage til sin hjerteklub. I en eksklusiv Champions League-vinderturnering ville Bayern München derfor helt sikkert nå til finalen, men her ville de se sig slået ud af verdens nuværende bedste fodboldhold.
Placering: 2. plads
Real Madrid
Hvis man spørger fodboldeksperterne om, hvem der er verdens bedste fodboldhold for tiden, vil de fleste ikke være i tvivl: Real Madrid.
Los Blancos er spækket med stjernespillere som Cristiano Ronaldo, Marcelo, Sergio Ramos, Toni Kroos, Casemiro og mange flere. Hvis man kigger på Champions League All Star-holdet 16/17, som UEFA udgav efter turneringens afslutning i juni, er det også domineret af Real Madrid profiler - faktisk otte i alt.
Den ultrastærke trup, som Real Madrid præsenterer, gør holdet til en klar favorit til at genvinde Champions League trofæet for tredje gang i træk, i 17/18 sæsonen. I Gruppe H ligger spanierne godt til i toppen og er allerede sikret avancement. Cristiano Ronaldo, der endnu engang blev kåret som verdens bedste spiller af FIFA for nyligt, er favorit til at blive Champions League-topscorer.
Holdet virker fremragende på sine bedste dage, og det vil kunne føre dem langt. Derfor tror vi på et trofæ til madridistaerne i en eksklusiv Champions League-vinderturnering.
Placering: 1. plads