Tennis har altid været en stor sport i Danmark, og det vil det fortsat være. Dog har der været relativ langt mellem snapsene, når det kommer til at udvikle danske tennisspillere, der kan spille med i den absolutte top i tennisverden. Den bedste tennisspiller, Danmark nogensinde har haft, har været Caroline Wozniacki, og det er selvom, dansk tennishistorie strækker sig over 100 år. Det tyder dog på, at Danmark har fundet formlen til at udvikle de danske tennistalenter til stjerner. Det bedste eksempel er Clara Tauson. Ligesom vi gik og troede, at vi skulle vente måske 5-10 år eller mere for at få en ny Caroline Wozniacki, dukker Clara Tauson op. Lad os blive klogere på Danmarks nye tennisdronning.

 

Clara Tauson | Danmarks nye tennisstjerne

Generelt om Clara Tauson

Clara Tausons ranking-historie og største triumfer

Hvor mange Grand Slams har Clara Tauson deltaget I?

Hvor mange præmiepenge har Clara Tauson tjent?

 

Generelt om Clara Tauson

I en alder af seks år begyndte Clara Tauson allerede at få øjnene op for de strengede ketsjere og de lysegule bolde. Det var kærlighed ved første blik, og siden da har Clara Tauson udviklet sig til at blive én af de mest lovende tennisspillere i dette årti, 2020’erne.

Clara Tauson er årgang 2002, og da hun var 15 år i 2017, trådte hun allerede ind på den helt store tennisscene, da hun blev en del af WTA-Tour. Hun begyndte i hvert fald at blive rangeret på WTA’s verdensrangliste. I 2019 fik Tauson sin WTA-debut, da hun kvalificerede sig til hovedturneringen i Samsung Open i Lugano. Hun røg desværre ud i første runde, men det var stadig imponerende af en 17-årig overhovedet at kvalificere sig. Det gav blot mere blod på tanden. 

Clara Tauson er højrehåndet og ca. 182 cm høj. På nuværende tidspunkt bliver hun til daglig trænet af belgieren Olivier Jeunehomme. Clara Tauson har det bedst, når underlaget er grus og det ved de aktuelle tennis odds. Græsunderlaget kræver en længere tilvænningsperiode, da græs betragtes som det hurtige underlag.

clara tauson

 

Clara Tausons ranking-historie og største triumfer

I november 2017 debuterede Clara Tauson på WTA’s verdensrangliste som nr. 938. I 2018 havde hun forbedret sig med 75 pladser, så hun på det tidspunkt lå nr. 863.

Fra 2018 og frem til 2019 tog fanden dog fat i Clara Tauson, der tog et kvantespring på verdensrangslisten. Hun sluttede året som nr. 267 i verden – en forbedring på vanvittige 596 pladser. Hvad var sket, siden Clara Tauson kunne lave så markant en stigning? Tauson blev blandt andet europamester for juniorer i alder af 15 år. I alt vandt Tauson fem ITF-titler det år, heriblandt Osaka Mayor’s Cup, som blandt andet Wozniacki nåede at vinde to gange i 2004 og 2006.

Clara Tauson var ikke færdig med at stige i graderne i 2019 og 2020. Den 16. november sluttede hun 2020 som nr. 152 i verden. Tausons tennisspil blev stadig bedre op igennem 2021, hvor hun sluttede som nr. 44 i verden. I skrivende stund, i 2022, er hun rangeret som nr. 33 i verden, og hun er kun 19 år gammel. Det ser yderst lovende ud for Clara Tauson.

clara tauson

 

Hvor mange Grand Slams har Clara Tauson deltaget I?

I 2020 fik den daværende 17-årige Clara Tauson sin Grand Slam-debut, da hun skulle ud og prøve kræfter med tennissportens mest prestigefyldte turneringer. French Open blev hendes første Grand Slam, og selvfølgelig imponerede Tauson, som dengang slog verdens nr. 25 ud i første runde. Tennisverden havde fået øjnene op den for talentfulde dansker.

I 2021 kvalificerede Tauson sig til næsten alle Grand Slams. Hun deltog i French Open, US open og Wimbledon. Hendes bedste resultat var anden runde ved både French og US Open. I 2022 fik Tauson sin debut ved Australian Open, hvor hun på fornemste vis spillede sig frem til tredje runde af turneringen, hvilket er Tausons hidtil bedste placering ved en Grand Slam-turnering.

clara tauson

 

Hvor mange præmiepenge har Clara Tauson tjent?

Ifølge wtatennis.com, har Clara Tauson i sin relativt korte tenniskarriere allerede vundet en del præmiepenge på trods af sin unge alder. I skrivende stund har hun indtil videre tjent ca. 5,2 mio. kroner i præmiepenge.

Hendes fine resultat ved Australian Open kastede blandt andet en præmiesum af sig på ca. 1,1 mio. kroner. Dette er Tausons hidtil største vundne præmiepengebeløb. Lur os ikke, om hun overgår det beløb senere i 2022. Meget tyder i hvert fald på det.

2021 er indtil videre det år, hvor Tauson har haft den bedste indtjening i præmiepenge. Hun tjente i omegnen af 2,76 mio. kroner i præmiepenge. Ud fra de aktuelle odds på Tauson, ligner det, at hun kommer til at tjene en masse præmiepenge. 

clara tauson

 

*Credits: artiklens billeder tilhører Associated Press

*Først publiceret: d. 15. marts 2022

Om forfatteren
Af
Lasse

Lasse er freelance sportsskribent og stor sportsentusiast, som primært specialiserer sig inden for fodbold og esport. Generelt interesserer han sig inden for alt slags sport, men i øjeblikket har han kastet sin kærlighed på esport, som bare vokser og vokser. 

I 6 år har han kommenteret +600 fodboldkampe, hvor det er blevet til utallige fodboldkampe i Bundesligaen, Serie A, Europa League, Champions League og Superligaen, så han besidder et bredt og dybt kendskab til flere fodboldligaer. 
 

Læs også

Holger Rune | Danmarks nye tennisstjerne

Den hurtigste tennisserv nogensinde

Australian Open 2021 – Quiz

Fremtidens danske tennisstjerner

Australian Open 2020: Største skuffelser og overraskelser