De fleste danskere husker nok da Brødrene Olsen vandt Eurovisionens Melodi Grand Prix i år 2000 med ”Fly on the Wings of Love”. Og mange af os husker nok også da Emmelie de Forest i 2013 løb med sejren, da hun i bare tæer sang sig ind i europæernes hjerter med sangen ”Only Teardrops”. Men når man går i dybden med de 17 afholdte Melodi Grand Prix-finaler i dette årtusinde, hvem har så egentlig været den bedste nation?

888sport banner

Hvis vi udelukkende kigger på sejre, så tegner der sig ikke en endelig vinder af årtusindet. Som ovenfor nævnt så har Danmark to år fået flest point af alle – men den bedrift kan både Ukraine og vores naboer fra Sverige også bryste sig af. Vi er derfor nødt til at kigge nærmere på, hvilken nation der har præsteret på højst niveau over længst tid.

Brølet fra ”Den russiske bjørn”

Hele 35.666 point er blevet uddelt siden år 2000, og når man fordeler disse ud på de forskellige lande, så bliver billedet pludselig mere nuanceret. Her ligger Rusland helt i toppen af tabellen, da de har tegnet sig for hele 2579,5 af disse point, som de har modtaget efter deltagelse i alle 17 finaler. På andenpladsen kommer Sverige med 2200,5 point, mens Ukraine tager tredjepladsen med 1952.

De ”skæve” tal kommer i hus, da der i 2016 blev indført både telefonstemmer og jury-stemmer, hvorfor vi på 888sport har udregnet gennemsnittet for dette år. På den måde har vi kunnet få det mest retvisende billede af styrkeforholdet mellem de mange nationer set hen over alle finalerne i dette årtusinde.

Russisk dominans

Rusland har ”kun” vundet den samlede sejr en enkelt gang siden år 2000, men alligevel er de altså overlegne når det gælder den samlede pointhøst. Og hvis man kigger på, hvilket pointgennemsnit de har præsteret, så cementerer de deres rolle som årtusindets bedste Melodi Grand Prix-nation, selv om det dog pludselig bliver noget mere tæt.

Hvis man fjerner de nationer, der kun har deltaget i to eller færre finaler, så ligger Rusland igen helt i top – her med 151,7 point per finale. De bliver dog åndet kraftigt i nakken af deres ”lillebror” fra Ukraine, der har modtaget 150,2 point i gennemsnit set over i alt 13 deltagelser. Herefter finder vi igen vores egne naboer fra Sverige med et flot gennemsnit på 137,5 point skrabet sammen fra 16 ud af 17 finaler.

Trofast euro-asiatisk makkerpar

Når dette års udgave af Melodi Grand Prix snart går løs i Ukraine, så er det meget rart at vide, hvem man kan forvente at få gode point fra. Det er langt fra alle nationer, der har ”sikre” point fra andre lande, men der er dog nogle ”makkerpar”, som virkelig stikker ud.

Og kommer man fra Aserbajdsjan, ja, så kan man godt finde det helt store smil frem, når nabolandet fra Tyrkiet skal dele point ud. For i forbindelse med de fem gange, hvor Tyrkiet har skullet afgive point, så er det blevet til toppoint til Aserbajdsjan alle fem gange. Og kærligheden er tilsyneladende gengældt, da Aserbajdsjan også har givet ”fuldt hus” i de fire tilfælde, hvor de har kunnet tildele Tyrkiet point. Sikke et sammenhold.

Højspændt middelhavsø

Hvis vi tager færgen lidt syd på, så rammer vi middelhavsøen Cypern, der er delt i et græsk og et tyrkisk område. Og her er det ganske interessant at kigge på pointfordelingen mellem netop disse tre nationer. Der er nemlig kæmpe forskel, og kærligheden blomstrer klart mest mellem Cypern og Grækenland.

13 gange har Cypern kunnet uddele point til Grækenland, og i gennemsnit er det blevet til hele 11,7 point ud af 12 mulige til grækerne. Til gengæld har Cypern fået flotte 11,5 point tilbage i forbindelse med de otte gange, hvor Grækenland har kunnet givet cyprioterne point.

Tager man derimod et kig på forholdet mellem Cypern og Tyrkiet, så er det straks en helt anden historie. Tyrkiet besatte i 1974 den nordlige tredjedel af øen, og det har Cypern ikke glemt. De har i 11 tilfælde nemlig kun sendt sølle 1,1 point i Tyrkiets retning, mens Tyrkiet i gennemsnit har sendt 0,14 point i den anden vej. Der kan man da tale om kold luft mellem to lande.

Nordisk sammenhold

Der er ofte snak om, om de skandinaviske lande holder sammen, når der skal sendes 12-taller af sted til Melodi Grand Prix. Og ud over at vi i Danmark har vundet vores to seneste Grand Prix-sejre i Sverige, så er der dog også mere, der tyder på nordisk indflydelse på hinandens finaleplaceringer.

Danmark er faktisk det land, der giver vores svenske naboer allerflest point i dette årtusinde. Over 15 omgange har vi danskere sendt flotte 9,7 point i gennemsnit over Øresund, mens Finland med 8,1 i gennemsnit er det land, der har givet svenskerne næstflest point. Vi danskere modtager til gengæld flest point fra Island, der har givet os 9,7 point, og vi kan derfor godt regne med stor støtte fra vulkanøen, når Anja Nissen går på scenen med ”Where I Am” i Ukraine.

Hvordan det ender med at gå, og om vores nordiske broderskab kan få Danmark helt til tops, ja, det kan kun tiden vise. Men vi vil sammen med tusindvis af danskere i hvert fald krydse fingre for Anja Nissen og kippe med Dannebrog, når det i første omgang gælder semifinalen den 11. maj. Og forhåbentlig kan vi også være med helt fremme, når det gælder finalen to dage senere. Kom så, Danmark!

De bedste nationer i Eurovision i dette årtusinde

Læs også

Hestevæddeløb i Danmark

Joachim Blichfeld løn og ishockeyliv

Hvem bliver verdensmester i cykling 2022 - Betting tips

VM i landevejscykling 2022

Den danske cykelrytter, Mikkel Bjerg