Da Rafael i januar spillede sig videre til anden runde i Australian Open, kom han med en meget sigende udtalelse.
”Det er meget, meget længe siden, jeg har spillet uden smerter,” sagde spanieren med tanke på den lange perioder med forskellige skader, der holdt ham væk fra den absolutte top af tennisverdenen.
Men Rafael Nadal har formået at vende tilbage, og når US Open spilles i august og september, er det med spanieren tilbage på førstepladsen på ATP-listen for første gang i mere end tre år. Hans utrolige comeback har stået i skyggen af Roger Federer, men ændrer ikke på, at grusspecialisten i 2017 har vist, at han ikke er færdig på topniveau. Spørgsmålet er mere, hvor længe han kan blive ved.
12 år siden gennembruddet
Det er efterhånden 12 år siden, Rafael Nadal for alvor brød igennem i international toptennis, og vandt French Open i en alder af bare 19 år – det var første gang, han stillede op i den turnering.
Siden har Nadal været en del af den øverste top i tennissporten med mere end 100 ATP-finaler på sit cv samt sejre i alle fire Grand Slams. Han har vundet Australian Open én gang, Wimbledon to gange, US Open to gange, og i år vandt han French Open på favoritunderlaget grus for tiende gang i karrieren. Desuden har han også en olympisk guldmedaljer fra 2008, hvilket blot understreger Nadals høje status i tennisverdenen.
Netop på grund af hans høje topniveau har Rafael Nadal modtaget stor sympati i de skadesperioder, der har holdt ham væk fra topformen gennem længere perioder. I løbet af de seneste sæsoner har Nadal både døjet med rygproblemer og knæskader, og i 2016 måtte han trække sig fra Wimbledon på grund af en skade i sit håndled. For en spiller, der er så afhængig af sin fysiske formåen, har det været et hårdt slag for Nadal at sidde ude.
Selvtillid betyder alt
Ikke desto mindre har han flere gange arbejdet sig tilbage, og det har været en inspiration for flere af hans kolleger og konkurrenter på ATP Touren. Hans evige rival Roger Federer har således tidligere udtalt, at han i løbet af sin skadesperiode i 2016 lod sig inspirere af Nadal.
”Jeg arbejder lige nu med min første store skade, hvilket har været ganske let for mig. Jeg har nydt at være hjemme og se min familie, og træningen har været ganske let. Men jeg ved ikke, hvordan det vil blive, når jeg kommer tilbage. Det er noget, du har gjort en million gange, og det er en af grundene til, at jeg er så inspireret af dig. Du fik det til at se så let ud, og du er altid kommet hurtigt tilbage på toppen. Det er noget, jeg vil tænke på, når jeg vender tilbage til touren,” sagde Federer i en tale til Nadal i efteråret 2016, hvor spanieren åbnede et nyt tennisakademi med Federer som en af gæsterne ved receptionen.
Rafael Nadal har tidligere udtalt, at hans evne til at gøre comeback handler mere om tro end om fysik. Man kan træne sig ud af skadesproblemer, men for at være en succesrig tennisspiller, skal hovedet være med.
”Det handler om at få selvtilliden tilbage. Når man spiller og spiller og vinder kampe, sker tingene helt af sig selv. Man tænker ikke meget over de ting, som sker eller måden, man spiller pointene på. Når man er ude i et stykke tid, skal man genfinde alle disse automatiske ting, som gør, at man har lettere vil at spille,” sagde Rafael Nadal i begyndelsen af året i et interview med det amerikanske medie USA Today.
Tilbage som nummer 1
Og man må sige, at Nadal er lykkedes med at genfinde sit spil. 2017 har således været et enestående år for den 31-årige spanier. Lad os blot opremse nogle af Nadals fornemme resultater i år: Finalepladser i Australian Open, Mexican Open, Miami Open samt sejre i Monte Carlo, Barcelona, Madrid og naturligvis French Open.
Det er stærke sager, og klimakset blev nået i Cincinnati, hvor hans kvartfinaleplads var nok til, at han igen indtager førstepladsen på verdensranglisten.
- At være nummer et efter alle de ting, jeg har været igennem de seneste par år, er utroligt, sagde Nadal ifølge AFP, da det stod klart, at han igen var på toppen af verdensranglisten.
Ros fra legenden
Det er ni år siden, at han første gang erobrede førstepladsen på verdensranglisten, og det store spænd mellem første og seneste gang, han har gjort det, er rekordlangt.
Den imponerende bedrift har da også fået flere af tennissportens store navne til at hylde Rafael Nadal for sin evne til at komme tilbage igen og igen. I forbindelse med den genvundne førsteplads udtalte ATP-præsident Chris Kermode sig i rosende vendinger om Nadal.
- At generobre pladsen som nummer et ni år efter at have opnået det første gang er hidtil uset. Rafa har sat rekorder i hele sin enestående karriere, og denne bedrift er lige så imponerende som de øvrige. Det viser en utrolig dedikation og holdbarhed, og vi ønsker ham tillykke med præstationen, sagde Kermode, mens det helt store tennisikon Björn Borg tidligere på året udtrykte sin respekt.
- Ingen troede på, at han kunne komme tilbage, men det gjorde han. At vinde på denne måde efter at være halvskadet i årevis er fantastisk. Man kan ikke spille mere perfekt tennis end dette; det er umuligt. Jeg er virkelig imponeret af Nadal, som er blevet ved med at forbedre sig i sin baghånd. Det overrasker mig ikke, for han arbejder meget og træner syv-otte timer om dagen, udtalte Björn Borg i forbindelse med Nadals 15. grand slam-titel i Paris i juni.
I august og september stiller Rafael Nadal atter op i US Open, hvor det giver odds 3.70, hvis han vinder hele turneringeren, og kun Roger Federer er en større favorit i dette års turnering.
Det er imidlertid længe siden, at Nadal har markeret sig i US Open, for siden turneringsserjen i 2013 er han maksimalt nået til fjerde runde. Men 2017 har vist sig som det store comeback-år, og efter Federers sejre Australian Open og Wimbledon, skal det ikke udelukkes, at Rafael Nadal som verdensetter følger op på sin triumf i French Open med endnu en Grand Slam-titel.